Bæredygtighed

Fagerhult og miljø





God belysning mindsker drivhuseffekten

Ved at gå i brechen for udviklingen og indførelsen af en ny, energieffektiv belysningsteknik kan Fagerhult bidrage til et mindre kuldioxidudslip. Den reneste kilowatt-time er den, som ikke skal produceres!


Hvad er drivhusgasser?

Drivhuseffekten indebærer, at opvarmningen af jorden øges. Effekten skyldes gasudslip i atmosfæren, f.eks. af kuldioxid, freon og metan. Gasserne lader solstrålerne slippe igennem, men holder på varmen på samme måde som glasset i et drivhus. Variationer mellem varmere og koldere klimaperioder er naturlige, men i løbet af det sidste århundreder er klimaet blevet varmere gennem den menneskelige påvirkning. Det er først og fremmest afbrændingen af fossile brændstoffer – olie, kul og gas – som forstærker drivhuseffekten. Ved at begrænse energiforbruget og finde alternative produktionsmåder kan klimaforandringerne mindskes.

Kyoto-aftalen trådte i kraft i 2005 og indebærer, at den industrialiserede verden påtager sig at reducere udslippet af drivhusgasser. EU's medlemslande skal mindske udslippet med 8 % inden udgangen af 2010. I forbindelse med klimakonferencen på Bali i 2007 blev denne forpligtelse øget for landende under Kyotoprotokollen. Det blev besluttet, at udslippet fra de industrialiserede lande skal mindskes med 25-40 % inden år 2020.


Energi forvandles til kuldioxid

Kuldioxid regnes som den mest problematiske drivhusgas, eftersom den forekommer i så store mængder. Der dannes kuldioxid ved al forbrænding, og de største mængder skyldes fossile brændstoffer som olie, kul og gas. Ved at anvende alternative energikilder, såsom sol, vind og vand eller biobrændsel, kan udslippet af kuldioxid mindskes. Biobrændstof regnes for at være en vedvarende energikilde. En tilsvarende mængde kuldioxid til den, der dannes ved forbrændingen, bindes i de organismer, der får plads til at vokse i stedet. Et træ, som omdannes til energi, bør derfor erstattes af et nyt træ. Hvor meget kuldioxid, der bindes, varierer med hensyn til træart og forudsætninger. Cirka 800 kg kuldioxid pr. træ er dog ikke usædvanligt i forbindelse med klimakompenserende træplantningsprojekter på den sydlige halvkugle.


Energieffektiv belysning reducerer udslippene

Det er driften af et belysningsanlæg, ikke selve fremstillingen, der står for det største kuldioxidudslip. Et armatur, som anvendes i 20 år, bruger i gennemsnit 50.000 timer. Hvis armaturet har en virkningsgrad på 70 %, vil det i løbet af denne tid forbruge 2.469 kWh. Det svarer til 1.272 kg kuldioxid baseret på et vesteuropæisk energimiks. Et armatur med en virkningsgrad på 90 % forbruger mindre energi, 1.976 kWh, og udslippet kan dermed reduceres til 1.017 kg kuldioxid. I begge tilfælde vil energiforbruget og udslippet af kuldioxid kunne reduceres med yderligere 57 %. Ved at anvende sensorstyring med dagslys-, konstantlys- og bevægelsesstyring forhindrer man, at armaturerne lyser, når det ikke er nødvendigt.